Interfillers produkter er igen med i sprøjten, når et dedikeret dansk team under ledelse af Vagn Lundsteen for tredje gang går efter hvede-verdensrekorden.
Da planteavlsrådgiveren Vagn Lundsteen fra AgroPro Danmark i et knastørt 2018 første gang samlede nogle af de fremmeste eksperter indenfor planteavl i Danmark for at slå verdensrekorden i mest høstet hvede pr. hektar, var Køge-virksomheden Interfiller med på holdkortet. Det er eksperterne i chelateret mikronæring stadig, når målet i 2022 er at opnå et udbytte på 18 tons hvede på 8 hektar i det tredje rekordforsøg, der finder sted på Seinhuus Gods på kanten af Stevns Klint.
“Vi har et godt samarbejdet med mange planteavlsrådgivere, og de er glade for at bruge vores produkter, så vi glædede os over muligheden for igen at skulle være med,” forklarer direktør i Interfiller Henrik Gubi mens høsten først i august er godt i gang rundt i hele landet.
Det er ifølge Henrik Gubi meget lærerigt at være med til sådan noget som GWR18, fordi deltagerne får prøvet nogle grænser af. Og for mikronæringseksperterne har forsøgene vist, at brugen af deres produkter gør en kæmpe forskel, når kultur-planter skal optimeres.
“Resultaterne kan vi ikke kimse ad, selom det ikke er blevet til verdensrekorder endnu. I 2018 fik vi cirka 13 tons, hvor alle naboerne fik 6½, og det var under en massiv tørke. Forrige gang så det sådan set fint ud, men vandprocenten var høj, og så blev vi nødt til at vente til vi fik vandprocenten ned, da der skal være en vis vandprocent i de her verdensrekordforsøg, og så druknede det hele i regn, lagde sig ned og var svært at høste – men alligevel lå vi igen på omkring de 13 tons,” forklarer Henrik Gubi.
Vigtig læring
Siden frøene til årets verdensrekordforsøg kom i jorden 25 august 2021 har aktørerne lært meget nyt, og det har måske ikke handlet så meget omkring Interfillers produkter, men alle parametre har betydning, når målet er at optimere markernes udbytte i samarbejdet.
“For mange år siden fandt vi ud af, at placering af diammonium phosphat sammen med frø, det gav cirka 200 kilo mere hvede i snit pr. Hektar. Det har vi set mange gange, men vi så i vores to første verdensrekordforsøg, at vi havde svært ved at holde fosfor i planterne, når vi kom hen mod høst, så denne gang har vi i verdensrekordforsøget på Seinhuus Gods placeret fosfor 25 centimeter under frøene, og det viser sig, at nu kan vi holde fosfor på plads, så her har vi lært noget nyt. Vi har også lært, at der er nogle af mikronæringsstofferne, hvor vi faktisk skal give mindre, end vi regnede med. Det kan vi se ud fra plantesaftanalyserne,” forklarer Henrik Gubi.
Når aktørerne går ind og skruer på mange parametre hele tiden i forhold til gødning, brug af maskiner og planteværn, så kræver det meget af de deltagende virksomheder, og samarbejdet om at få en verdensrekord til at vokse frem, udvikler alle deltagerne.
“Vi har jo flere øjne på det her, og hver gang der bliver gjort noget på baggrund vores fælles indsats, så kan vi efterfølgende evaulere på, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket,” siger Henrik Gubi og fortsætter:
“Hvis det viser sig, at vi eksempelvis har benyttet for meget af et produkt, så har vi lært af det, og næste gang vi står i en lignende situation, så prøver vi måske noget, der afviger fra, hvad vi normalt ville gøre, for vi ved, at i rekordmarken skal sprøjten allerede ud og køre igen om en uge, og så kan vi prøve at give det halve eller måske en tredjedel. Så tager vi analyserne, og så kan det vise sig, at det faktisk var nok,” siger Henrik Gubi.

Stiller krav til landmanden
Når Interfillers produkter bruges for at at hæve udbytterne, så kræves der også noget af landmanden, eller den sprøjtefører, der skal tildele mikronæringsstoffer til planterne.
“Det kræver først og fremmest at blanderækkefølgen følges, for vi skal ikke have noget, der kokser til, når vi laver sådan noget her. Så blanderækkefølgen, den er helt fast – hver gang,” lyder det fra Henrik Gubi.
Tidligere har Interfiller afvejet sine produkter, så de har passet til de enkelte sprøjtninger, men til brug for forsøget GWR18 har Seinhuus Gods i efteråret 2021 fået først én palle, godset har kunnet forsyne marken med, og i foråret er flere paller blevet leveret.
Mange kørsler
I rekordmarken er sprøjten i marken en gang i ugen eller hver tiende dag, og Henrik Gubi får meget ud af, at der er mulighed for at tildele mikronæringen så ofte.
“Når der så jævnligt bliver taget analyser, så når vi at se om alt er, som det skal være hele tiden – der er total opfølgning på sådan et projekt. Vi får syn for sagen; vi kan se vores produkter virke – vi kan se de, kommer ind i planterne, med de her små doseringer. Og det er en af fordelene ved sådan et forsøg, som det her; der er ikke sparet nogen steder,” siger Henrik Gubi.
Selvom det kan vise sig at være profitabelt at gøre sit yderste for at få udbyttet op, så er det sekundært, om der kommer penge ud af rekordmarken efter høst, for her er det hovedsaligt erfaringer, der er udbyttet for deltagerne.
“Vi går jo normalt og nørder i vores egen lille verden og tænker kun mikronæring, NPK og gødning, og pludselig så lærer man bare noget nyt hver gang. Og så har vi lært, at selvom vi har ekstreme mangler i planerne, så skal der faktisk ofte ganske lidt til på bladene for at rette op på tilstanden,” siger Henrik Gubi.
For at få alle kompetencer til at spille sammen arbejder deltagerne i GWR18 i flere hold, på forskellige tidspunkter, og så afholdes der fællesmøder, hvor man evaluerer planen. Og så er det vigtigt, at landmanden, der har jorden, finder ud af, hvor stort potentialet i marken egentlig er.
“Det er altid rart, også for Seinhuus Gods, at finde ud af, hvad markerne kan yde, når vi gør det optimale. Marker, der måske normalt yder 12 tons, kan måske opnå 15-16 tons, hvis man giver den en skalle. Vi finder potentialet med GWR18,” slutter Henrik Gubi.

